Miljøet på Æstetik & Kultur er tæt, fordi det er et lille og overskueligt studiested. Al undervisning foregår på hold, og på kandidatuddannelsen er der ofte studerende fra flere årgange, der følger den samme undervisning. Man lærer derfor hinanden at kende, og underviserne ved ikke bare, hvad man hedder, men også hvem man er.
Som studerende har man altså mulighed for at lære hinanden - og underviserne - rigtig godt at kende: f.eks på intro-turen og på de ekskursioner, der efterhånden er blevet tradition for, eller til de fester, vi holder på ÆK. En af disse er årsfesten for hele ÆK. I forbindelse med den holder vi en lille afskedsceremoni for de ÆK-kandidater, der har afleveret speciale i løbet af året.
Arbejds- og eksamensformer
Undervisningen på ÆK foregår på hold med cirka 35 studerende og er en kombination af forelæsninger, diskussioner og studenteroplæg. I forbindelse med undervisningen arbejder de studerende en del i grupper. Grupperne fungerer både som almindelige læsegrupper, som oplægsgrupper og som arbejdsgrupper i forbindelse med de forskellige praktiske workshops. At få læsegruppen til at fungere godt, både socialt og ’professionelt’, er vigtigt, og kræver at alle gør en indsats. I løbet af det første semester på bacheloruddannelsen bliver holdet af samme grund introduceret til gode læsegruppevaner, studieteknikker og projektarbejde. Gruppearbejdet prioriteres forholdsvis højt på studiet, fordi det giver en særlig mulighed for at få indsigt i de andre studerendes faglige viden og dermed opnå en tværfaglig udveksling. Derudover kræver studiet naturligvis et stort selvstændigt arbejde i form af læsning og opgaveskrivning. Med mellem 6 og 15 ugentlige undervisningstimer, skal man regne med, at en stor del af studiet foregår derhjemme ved skrivebordet.
Eksamenerne er en blanding af mundtlige og skriftlige prøver, men under alle omstændigheder lægges der vægt på selvstændighed og på, at du som studerende får en reel mulighed for at vise din kunnen inden for faget. Gennem uddannelsen vil der være en del frie, skriftlige opgaver, der enten kan besvares i grupper eller individuelt. I disse opgaver vælger du selv emne inden for faget, formulerer din problemstilling og finder materialet.
Studenterpolitik
De mest fremtrædende ingredienser i den fagpolitiske lagkage er fagudvalget, hum-rådet og studienævnet - og så er det op til én selv at skære et stykke. Fagudvalget er de studerendes forum og åbent for alle, der er interesserede i at præge ÆK's hverdag og udvikling. Her mødes de studerende og skaber en vigtig kontakt imellem årgangene. Via Fagudvalget er ÆK desuden repræsenteret i hum-rådet, der er det studenterpolitiske organ på fakultetsniveau. Studienævnsmøderne på ÆK er åbne for alle interesserede, der vil have indsigt i - og indflydelse på - hvordan ÆK fungerer. Studienævnet består af underviserne og et udvalg af studerende. Her træffes alle afgørelser vedrørende ÆK, eksempelvis omkring dispensationer, bevillinger, arrangementer m.m. Studienævnet har bl.a. været synligt uden for mødelokalet i forbindelse med 'faglige dage', hvor de studerende og underviserne aktivt har skabt et refleksions- og diskussionsforum, som indikerer, at ÆK er et studium, der kan rykkes. Diskussionerne er fremadrettede, og der bliver lyttet og handlet i en god atmosfære. Samtidig er et studenterpolitisk engagement også en oplagt chance for at møde studerende fra andre årgange, låne lidt af deres 'olympiske viden' og blive be- eller afkræftet i opfattelsen af studiemæssige problemer.
Forestillinger
Den gamle ridehal rummer også Kasernens to teatersale. ÆK benytter salene i forbindelse med praksisprojekter og workshops. Derudover er dramaturgi- og performancegrupper udefra ivrige brugere af salene, hvilket betyder at der ofte er offentlige forestillinger, oplæsninger eller andet på programmet med gratis eller billig entré.

Introtur
Hvert efterår tager de nystartede årgange på en introtur. De nye bachelorstuderende tager sammen med deres tutorer på en hyttetur enten i forbindelse med rusintroduktionen eller et par uger inde i semesteret. Denne tur har både et socialt og et fagligt sigte, men med primært fokus på det sociale. De nye supplerings- og kandidatstuderende har typisk i løbet af den første måned et to dages seminar uden for byen. Dette seminar har primært et fagligt sigte, men det har samtidig stor betydning for holdet som socialt arrangement.
Ekskursioner
Der er efterhånden tradition for at arrangere en tur til en europæisk storby for studerende på tværs af årgangene og deres undervisere. Med sit bugnende kulturelle og historiske skatkammer har Berlin flere gange været et oplagt mål, men også Paris, Prag, Amsterdam og Bruxelles har været på programmet. Pulsen er høj på ÆK's ekskursioner, der altid har et stort udbud af kunstneriske og kulturelle tilbud på programmet. ÆK yder som regel økonomisk støtte til turen, så udgifterne kan holdes på et rimeligt niveau.
Æstetisk Seminar
På ÆK afholdes der ca. otte gange i semestret Æstetik Seminar. Æstetisk Seminar er en forlæsningsrække, hvor forskere fra ÆK, andre institutter og fra udlandet præsenterer deres forskning. Som studerende har du mulighed for at deltage i disse seminarer, og selvom de foregår på et højt niveau er det spændende at deltage eller blot observere de faglige diskussioner mellem undervisere og studerende. Programmet for Æstetisk Seminar annonceres i starten af semestret. Æstetisk Seminar afholdes i undervisningsfløjen i lokale 124 onsdag fra kl. 14.15-17.
Fæstetik er fæstudvalg. Vi arrangerer fællesfester for alle de æstetiske fag på kasernen. Fæstetiks motto er efterhånden: "intet er godt nok for de studerende på kasernen". Udvalgets medlemmer er sammensat på kryds og tværs af de æstetiske fag. Fælles for os er, at vi ikke er bange for at knokle for at skabe de bedste rammer for en fed fest.
Bla. vores arrangementer kan vi blandt andet nævne forårsfæsten i matematisk kantine med spacebar, fangekælderbar og bondegårdsbar, Fæstelavnfæsten med kåring af bedste udklædning, hvor "katten bliver banket af ønden" og de sagnomspundne Kasernelegene, hvor alle fagene ofrer sig i æreskampen om "den gyldne ælg". Sidst men ikke mindst arrangerer vi Stakladefæsten - en fest, der samler mere end 350 mennesker.
Vi er på nuværende tidspunkt omkring 10 medlemmer i udvalget, men der er altid plads til flere. Vores email er faestetik@hotmail.com.
Der er lagt op til meget mere end blot gemen øldrikning, når du besøger Kasernebaren. Listen af fornøjelige aktiviteter er lang, og omfatter bl.a. bob, diverse brætspil og ikke mindst live-musik hver gang. Desuden er der en omfattende dating-service, som man kan få yderligere oplysninger om, hvis man henvender sig personligt i baren (fuld diskretion tilbydes). Endelig kan man i visse tilfælde se folkene fra dramaturgi diske op med den ene happening efter den anden - alt kan ske, præcis som i eventyrene?
Kasernebaren er en sammenslutning af virksomme kræfter fra studierne dramaturgi, kunsthistorie, musikvidenskab, litteraturhistorie og ÆK. Fra at bestå af enkelte ølkasser og et par skramlende højttalere, er baren nu blevet voksen, med alt hvad det indebærer af Lebensraum og miljø i Foeyeren på Kasernescenen.
Her mødes glade mennesker hver fredag til en stille øl eller flere, smukt akkompagneret af tidens toner samt diverse andre aktiviteter. Alle er velkomne. Skal du have fat i en af de ansvarlige for baren, er du altid velkommen til at henvende dig on location.